Den danske Ronaldinho skifter til svensk fodbold

Skrevet af admin

11/02/2015

Mest læste i dag

Dansk-egypteren Alexander Jakobsen blev i 2007 kendt som den danske udgave af den brasilianske fodboldmagiker Ronaldinho, da den dengang 13-årige dreng med langt krøllet mørkt hår jonglerede rundt i en reklame for Danske Bank.

Kampen for at blive den næste Ronaldinho på banen går nu over svensk fodbold for 20-årige Alexander Jakobsen.

Onsdag har han skrevet under på en kontrakt med Allsvenskan-klubben Falkenbergs FF, der løber de næste to år. Det skriver den svenske klub på sin hjemmeside.

Han kommer fra den hollandske storklub PSV Eindhoven, som han har spillet for siden skiftet fra FC København i 2011. Gennembruddet udeblev i Holland, men nu håber Jakobsen på at få karrieren på ret køl i det sydlige Sverige.

- Jeg ser virkelig frem til det. Jeg kan næsten ikke vente med at blive en del af holdet, jeg har meget at vise. Det er et nyt kapitel i mit liv, en ny start, siger Alexander Jakobsen til klubbens hjemmeside.

Lige som den brasilianske Ronaldinho gør Alexander Jakobsen sig på den offensive del af midtbanen.

Alexander Jakobsen har repræsenteret det danske U17- og U19-landshold, men siden 2013 har han valgt at repræsentere Egypten på landsholdsniveau.

/ritzau/