Den danske trænerskole fejrer VM-triumfer i Serbien

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Uanset hvordan det går de danske håndboldkvinder i resten af VM-turneringen, vil dansk håndbold alligevel med god ret kunne sige, at VM har været en succes.

Med danske trænere i spidsen for fire af de otte hold, der har nået kvartfinalen, har mesterskaberne i Serbien været flot reklame for den danske håndboldskole.

- Vi har lige pludselig fået en spændende generation af trænere, konstaterer sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek.

- Danskerne er generelt taktisk dygtige. Det er trænere, der kan det hele. De er godt uddannede. De kan noget fysisk træning, træning på banen, mandskabsbehandling og taktik. Der halter nogle af de andre nationer måske lidt efter, lyder forklaringen.

Ud over Jan Pytlick, der står i spidsen for det danske landshold, finder man ved VM Morten Soubak, der er i kvartfinalen med Brasilien, Kim Rasmussen med Polen og Heine Jensen med Danmarks næste modstander, Tyskland.

- Det er en kæmpe cadeau til dansk håndbold, siger Jan Pytlick.

- Det betyder også noget i forhold til omverdenen. Vi har et supergodt ry. Det gør indtryk, at Danmark har vundet OL-guld tre gange. Det bliver der lagt mærke til ude omkring, siger han.

Specielt Kim Rasmussens præstation med Polen vækker opsigt. Polakkerne har ikke været med ved et mesterskab i seks år, men de slog Sverige ud i kvalifikationen og er nu blandt verdens otte bedste.

- Jeg har fulgt ham i Polen, siden han startede. Og de har altså bare flyttet sig, siger Jan Pytlick.

Også Wilbek er imponeret over Kim Rasmussen, der er bror til den tidligere landsholdsfløj Lars Rasmussen.

- Han er en af dem, man virkelig skal lægge mærke til, for han har det svageste hold af dem, der er med i top-8 ved dette VM. Han går stille og roligt med tingene og bliver ikke bemærket så meget som sin mere højtråbende bror, siger Wilbek med et grin.

Sent mandag aften sørgede Morten Soubak for, at den danske trænerrepræsentation i kvartfinalen bliver en kvartet, da hans brasilianske hold vandt en sikker sejr på 29-23 over Holland.

- Det er fedt, at vi ikke kun præsenterer danske håndboldspillere uden for landets grænser, men også danske trænere, siger Soubak.

- Andre lande har fået øje på den nordiske håndboldskole. Man kigger meget på, hvordan vi spiller i Danmark, siger Morten Soubak.

Alle kvartfinalerne ved VM spilles onsdag.

/ritzau/