Den dræbte narkosmugler kommer fra Norge

Det var efter alt at dømme en 49-årig nordmand, som søndag aften blev skudt og dræbt af politiet ud for Ålbæk Havn. Det fortæller direktør for politiklagemyndigheden Kirsten Dyrman mandag under et pressemøde på politigården i Aalborg.

Ved skudepisoden blev en betjent fra PET's aktionsstyrke såret.

- Han er blevet ramt af to skud i lysken, men er nu uden for livsfare, siger Kirsten Dyrman, som er ansvarlig for efterforskningen af skyderiet.

På pressemødet kom det frem, at den 49-årige kom sejlende fra Norge i en motorbåd til Ålbæk. Han var alene i båden og skulle modtages af to andre mænd på land.

Politifolk var dog på vagt i området. Allerede sidste år var man nemlig blevet orienteret fra norsk politi om den forestående smugleraktion. Det fortæller chefpolitiinspektør Claus Hilborg på pressemødet.

- Vi fik en anmodning fra Norsk Politi i efteråret, fortæller Claus Hilborg.

Ifølge Kirsten Dyrman var det den 49-årige, som åbnede ild, og han ramte altså betjenten fra PET's specialtrænede aktionsstyrke, AKS, som blandt andet assisterer det almindelige politi i særlige situationer.

Skuddene fra båden fik straks to politifolk til at trykke på aftrækkeren, og nordmanden blev ramt af skud i både hoved og bryst. Det kostede ham livet.

En anden gerningsmand blev også ramt af skud i brystet. Han meldes ligesom PET-betjenten uden for livsfare.

Den tredje gerningsmand blev anholdt og vil senere mandag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor politiet af hensyn til efterforskningen vil begære lukkede døre.

Claus Hilborg løftede dog på pressemødet sløret for, at sagen drejer sig om indsmugling af hash.

- Vi har beslaglagt 250 kilo hash ved aktionen, og derudover har vi beslaglagt flere køretøjer, siger han.

Det er politiets opfattelse, at alle gerningsmænd er norske statsborgere. Det er dog endnu ikke endeligt bekræftet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip