Den evige toer stryger til tops på St. Andrews

Skrevet af admin

05/10/2014

Mest læste i dag

Oliver Wilson lignede i flere år en mand, der aldrig skulle prøve at vinde på European Tour i golf.

Indtil søndag var det ni gange lykkedes ham at blive nummer to, men aldrig at stå med trofæet i hånden efter fire runders golf.

Men ved Alfred Dunhill Links Championship fik han langt om længe den succes, han i mere end 10 år som professionel har jagtet.

Med en runde i to slag under par i søndagens finalerunde var verdensranglistens nummer 792 lige præcis ét slag bedre end verdens nummer ét, Rory McIlroy, og skotten Richie Ramsay.

Dermed indkasserer Wilson ikke blot 625.787 euro i præmiepenge (godt 4,6 millioner kroner), han får også lov at beholde det Tour-kort, der ellers var på vej til at glide ham af hænde.

I samme boldgade var det heller ikke helt uvigtigt for Søren Hansen at slutte som bedste dansker på en delt 18.-plads, som giver godt 40.000 euro til bankkontoen og pengelisten.

Lucas Bjerregaard nyder også godt af sin samlede 32.-plads, mens Thorbjørn Olesens 58.-plads ikke rigtigt gør hverken fra eller til.

/ritzau/