Den "femte beatle" George Martin er død

Den legendariske musikproducer George Martin er død i en alder af 90 år.

Martin var bedst kendt for at producere stort set alt musik af The Beatles.

- Gud velsigne George Martin. Fred og kærlighed til Judy og hans familie. Kærlighed fra Ringo og Barbara. George vil blive savnet, skriver den tidligere trommeslager i The Beatles, Ringo Starr, på Twitter.

Gruppen fra Liverpool havde flere afslag i bagagen, da bandet mødte produceren og pladeselskabs-bossen George Martin for første gang i 1962.

George Martin troede faktisk heller ikke rigtigt på The Beatles, men noget fik ham alligevel til at se et potentiale.

Beslutningen sikrede ham efterfølgende en plads i historiebøgerne som den måske vigtigste musikproducer nogensinde.

Som producer har han stået bag 30 førstepladser på hitlisterne i England og 23 førstepladser i USA. Den seneste førsteplads fik han, da han var producer på sangen "Goodbye Englands Rose", som var Elton Johns hyldest til prinsesse Diana.

Den endte med at blive den bedst sælgende single i engelsk musikhistorie.

Den slags rekorder var George Martins cv fyldt med, og han blev da også blevet adlet af dronning Elizabeth for sin indsats.

Når George Martin blev kaldt det femte medlem af The Beatles, var det ikke en tilfældighed, for han mødte ikke bare de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.

Allerede tidligt i barndommen begyndte han at interessere sig for musik. I 1947 startede han på the Guildhall School of Music and Drama for at studere klaver og obo.

I det hele taget var George Martin formet af en appetit på mange forskellige slags musik.

Da han mødte The Beatles, havde han således en baggrund inden for klassisk musik og en viden om arrangementer og orkestrering. Den ressource kom for alvor i spil, da The Beatles begyndte at eksperimentere med deres musikalske udtryk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV