Den "femte beatle" George Martin er død 90 år gammel

George Martin, en af verdens mest kendte og respekterede musikproducere, er død. Det skriver den tidligere trommeslager i The Beatles, Ringo Starr, på Twitter. George Martin blev 90 år gammel.

- Gud velsigne George Martin. Fred og kærlighed til Judy og hans familie. Kærlighed fra Ringo og Barbara. George vil blive savnet, skriver Starr.

Også den tidligere Oasis-forsanger, Liam Gallagher, har tweetet en kortfattet kondolence.

- Sir George Martin RIP LG x, skriver Gallagher.

Den kendte talkshowvært og debattør Piers Morgan har flere lovord til over for Martin.

- RIP Sir George Martin. Den femte Beatle, ekstraordinær producer & musisk geni, skriver Piers Morgan.

Den storsælgende sanger Josh Groban er også gået til tasterne for at ære George Martin.

- Hver gang jeg indspiller på Abbey Road (verdenskendt musikstudie), nørder jeg og leger med sir George Martins mikrofon. Hvilket øre, hvilket liv, hvilken arv, skriver Groban.

George Martin var bedst kendt for at opdage og producere stort set alt musik af The Beatles.

Gruppen fra Liverpool havde flere afslag i bagagen, da bandet mødte produceren og pladeselskabs-bossen George Martin for første gang i 1962.

George Martin troede faktisk heller ikke rigtigt på The Beatles, men noget fik ham alligevel til at se et potentiale.

Beslutningen sikrede ham efterfølgende en plads i historiebøgerne som den måske vigtigste musikproducer nogensinde.

Som producer har han stået bag 30 førstepladser på hitlisterne i England og 23 førstepladser i USA. Den seneste førsteplads fik han, da han var producer på sangen "Goodbye Englands Rose", som var Elton Johns hyldest til prinsesse Diana.

Den endte med at blive den bedst sælgende single i engelsk musikhistorie.

Den slags rekorder var George Martins cv fyldt med, og han blev da også blevet adlet af dronning Elizabeth for sin indsats.

George Martin gik på pension i 2001.

/ritzau/

Dagens Gossip