Den førstefødte er mere intelligent end sine søskende

En stor undersøgelse af 11.690 skotske børn viste, at IQ’en i gennemsnit falder med cirka et enkelt point mellem første og andet barn – og med 2,3 point mellem andet og tredje barn.

Professor i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Erik Lykke Mortensen vurderer, at årsagen er, at forældrene er bedre til at stimulere den førstefødte.

»Man ved, at sproglig stimulering er vigtig, og barn nummer ét bruger forældrene en masse tid på at tale med og stimulere. Inden for to år kommer så barn nummer to, som ikke får lige så megen opmærksomhed,« siger Erik Lykke Mortensen til avisen.

En stor del af IQ’en er genetisk bestemt, men miljøpåvirkninger i især den første del af livet har også betydning, understreger Erik Lykke Mortensen.

Professor på National Institute of Occupational Health i Oslo Petter Kristensen bekræfter, at det er det sociale liv i familien, der er afgørende for forskellen i IQ mellem søskende.

»Det er familiemiljøet, der har betydning. Det handler om forældrenes støtte og ressourcerne i familien,« siger han.

Den norske professor kan udelukke, at forskellen i IQ kan bero på biologiske forskelle, fordi han også har medtaget data fra familier, hvor en søskende er død:

»Personer, som er født som nummer to i en søskendeflok, hvor den ældste søskende er død, har omtrent samme IQ som den førstefødte normalt vil have. Man rykker med andre ord en plads op,« siger Petter Kristensen.

Ifølge Erik Lykke Mortensen bør undersøgelsernes resultater sætte tanker i gang i forhold til sproglig stimulering af småbørn – både i familien og i institutionslivet, hvor man eventuelt kunne sætte tidligere ind:

»Vi har i Danmark en tradition for, at børn skal lege og have megen fritid. Vi starter også sent i skole sammenlignet med mange andre lande, og det kan der være gode grunde til. Men hvis fokus er på børnenes intellektuelle udvikling, er det noget, man burde se kritisk på,« siger han til Information.

Dagens Gossip