Den franske regering lukker grænserne efter angreb

Skrevet af admin

14/11/2015

Dagens topnyheder

Den franske præsident, François Hollande, har kort før midnat erklæret Frankrig i undtagelsestilstand. Det meddelte han i en kort tv-optræden, umiddelbart inden han mødtes med sin regering, der var hasteindkaldt til ved midnat.

Grænserne bliver samtidig lukket.

Præsidenten kalder angrebene for et terrorangreb, hvor politiet foreløbig har bekræftet, at der er 40 døde ved angreb flere forskellige steder i Paris. Flere medier taler om, at der kan være betydeligt flere dræbte.

- Der vil blive erklæret undtagelsestilstand. Næste skridt vil blive en lukning af de nationale grænser, siger Hollande.

Han kalder samtidig angrebene i Paris for "terrorangreb uden fortilfælde".

Hollande var selv til stede på det stadion, der - ligesom en række andre steder i Paris - blev udsat for angreb.

På banen udspillede sig en venskabelig fodboldkamp mellem Frankrig og Tyskland, da flere eksplosioner uden for arenaen blev registreret.

Præsidenten og den franske indenrigsminister blev eskorteret ud af stadion og begav sig til det franske indenrigsministerium, hvor krisemødet nu pågår.

Stadion er lukket ned, og resten af tilskuerne er ved at blive evakueret.

At sætte et land i undtagelsestilstand betyder, at et lands normale love og rettigheder midlertidigt er blevet erklæret ugyldige på grund af hændelser, der truer samfundets eksistens.

/ritzau/Reuters