Den fundne russiske ubåd "Som" var egentlig amerikansk

Skrevet af admin

28/07/2015

Dagens topnyheder

Efter mange spekulationer har flere eksperter indkredset, hvad det er for en ubåd, som svenske vragjægere fra firmaet Ocean X Team fandt i forrige uge tæt på den svenske kyst. Nu har det svenske forsvar fastslået, at den er russisk og fra Første Verdenskrig.

Marcus Lindholm fra Ålands landskapsregering (selvstyre, red.) er ekspert i havarkæologi og har forsket i søkrigen i Østersøen under Første Verdenskrig: Han troede ikke et øjeblik på svenskernes teori om, at det skulle være tale om en moderne ubåd.

"Som" forliste efter en kollision 23. maj 1916 med det svenske fartøj Ångermanland. Ifølge dykkerne fra Ocean X Team er vraget velbevaret og lugerne lukkede. Det tyder på, at besætningen på 18 mand aldrig forlod ubåden, men fortsat er inde i skroget.

Ubåden var bygget og planlagt til den amerikanske flåde, der ikke ville have den. I stedet solgtes fartøjet til den russiske flåde med Storbritannien som mellemhandler.

- Det var en meget lille ubåd. Den vejede kun 100 ton og var 65 fod lang. Den havde kun ét torpedorør, og tiden var reelt løbet fra den, da verdenskrigen brød ud i 1914, siger Marcus Lindholm.

Rusland havde i alt seks ubåde af samme model. Tre af dem befandt sig i Østersøen, og tre af dem var operative i Sortehavet.

Ifølge Marcus Lindholm var "Som" stationeret i Mariehamn på Ålandsøerne. Den var en del af den kejserlige russiske flåde i Finlands tid som storfyrstendømme. Et bevis for, at Mariehamn var hjemhavn for fartøjet, er, at den kun kunne sejle 42 sømil under vand.

- Hvis den eksempelvis havde været stationeret i Turku, så havde den aldrig kunnet angribe tyske konvojer, som bevægede sig i den svenske skærgård. Ubådens opgave var at angribe fragtskibe med malm fra det nordlige Sverige til Tyskland, siger Lindholm.

At Åland havde været demilitariseret siden 1856 hindrede ikke ubåde fra fremmede magter i at bevæge sig tæt på både de ålandske og de svenske kyster.

- Der var ikke et eneste menneske, der kærede sig om demilitariseringen under Første Verdenskrig. Men det mærkelige er, at både konvojen og ubåden opererede langt inde i svensk farvand. Sverige klagede højlydt, men ingen reagerede, forklarer Lindholm.

/ritzau/FNB