Den Himmelske Freds Plads er afspærret efter ulykke

Skrevet af admin

28/10/2013

Mest læste i dag

En voldsom bilulykke har ramt et af de mest travle og populære steder for turister i Kina.

Det er Den Himmelske Freds Plads i hjertet af hovedstaden Beijing, hvor Den Forbudte By og Folkekongressen ligger.

Statslige medier i Kina skriver, at en firehjulstrukket bil kørte ind i en gruppe af mennesker på pladsen, hvorefter bilen brød i brand.

Der blev først meldt om tre dræbte, men senere er dødstallet steget til fem, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua. 38 meldes kvæstet.

De fem dræbte er tre personer i bilen og to turister. De dræbte turister er ifølge Xinhua en filippiner og en kineser.

Umiddelbart efter ulykken gik en stor sikkerhedsoperation i gang på pladsen, der specielt blev kendt verden over i 1989, da myndighederne brutalt slog ned på et oprør på pladsen.

Gaderne, der fører til Den Himmelske Freds Plads, blev efter ulykken med lynets hast afspærret, og en nærliggende metrostation blev lukket.

Årsagen til ulykken er ikke klar, men på de sociale medier i Kina er der spekulationer om, at manden bag rattet og de andre i bilen måske begik udåden med fuldt overlæg - altså selvmord af politiske årsager.

For eksempel har omkring 120 tibetanere siden februar 2009 begået selvmord ved at stikke ild på sig selv i Tibet og andre regioner for at protestere mod det, de opfatter som kinesisk undertrykkelse i Tibet.

/ritzau/AFP