Den hvide enke jages af Interpol

Interpol har udstedt en international arrestordre på Samantha Lewthwaite, en 29-årig brite, der er kendt som "den hvide enke".

Det er de kenyanske myndigheder, der har bedt Interpol om sætte den såkaldte "røde alarm" i værk.

Den 29-årige kvinde har de seneste dage været sat i forbindelse med ugens gidseldrama i Kenya, hvor militante fra den somaliske gruppe al-Shabaab dræbte flere end 60 mennesker i indkøbscentret Westgate.

Men chefen for politiets efterforskningsenhed i Kenya siger, at jagten på den hvide enke via Interpol ikke har forbindelse til angrebet i Nairobi.

- Den "røde alarm" har intet med Westgate at gøre. Hendes rolle i angrebet er stadig uklar, men hun er eftersøgt for at have været i besiddelse af sprængstoffer og for at have haft planer om at udføre en forbrydelse, siger Ndegwa Muhoro.

Denne forbrydelse daterer sig til december 2011, lyder det.

29-årige Samantha Lewthwaite har fået tilnavnet "den hvide enke", fordi hendes ægtemand, afdøde Germaine Lindsay, var blandt de fire selvmordsbombere, der i 2005 slog 52 mennesker ihjel ved et terrorangreb i London.

De kenyanske myndigheder har længe ledt efter Samantha Lewthwaite, da hun er mistænkt for at stå bag planer om at bombe vestlige hoteller i Mombasa i 2011.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV