Den lange jagt på V-spidskandidat: Fra Rohde til Tørnæs

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til.

Sådan lyder det fra Venstres medlem af Europaparlamentet Jens Rohde kort tid efter, at partiets politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, har trukket sig som Venstres spidskandidat ved EU-parlamentsvalget.

Det var oprindeligt meningen, at Jens Rohde skulle være Venstres europæiske frontfigur ved valget den 25. maj. Men det satte en kontroversiel kronik fra Rohdes hånd en stopper for.

I kronikken slog en EU-begejstret Jens Rohde til lyd for mere magt til Europa-Parlamentet samt at EU's udenrigspolitik som udgangspunkt skal træffes med flertalsafgørelser, og at EU skal have et fælles forsvar.

Dermed gik han meget længere, end Venstres top ville være med til. Alligevel valgte Jens Rohde at offentliggøre kronikken, og det udløste et langstrakt forløb, hvor Venstre forsøgte at finde en ny spidskandidat.

Venstre står til at indtage Statsministeriet efter næste valg, og udsigten til en fordeling af ministerposter har formentlig ikke hjulpet på lysten til at stille op til Europaparlamentet for V-profilerne.

Først på Venstres sommergruppemøde i august sidste år stod det endeligt klart, at pilen pegede på partiets nuværende politiske ordfører.

Da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på Venstres landsmøde to måneder senere anbefalede de delegerede at sende Ellen Trane Nørby til Bruxelles, så understregede han også, at han havde "brugt kræfter" på at få hende med på idéen.

Selv kaldte Ellen Trane Nørby beslutningen om at stille op for "svær". Og hun ville ikke "udstede garantier" for at blive i parlamentet.

- Jeg kommer til at løfte min arbejdsindsats, og jeg kommer ikke til at udstede garantier om hverken det ene eller det andet, sagde Ellen Trane Nørby dengang til Ritzau.

Ud over Ellen Trane Nørby blev også 15 andre valgt som kandidater på landsmødet i oktober sidste år, herunder de nuværende parlamentarikere Morten Løkkegaard og Jens Rohde. Sidstnævnte er nu opstillet i Nordjylland.

I stedet for Jens Rohde og Ellen Trane Nørby bliver den tidligere undervisnings- og udviklingsminister Ulla Tørnæs nu indstillet som Venstres nye spidskandidat.

/ritzau/