Den lyseblå gigant skuffet over klimaaftale

Skrevet af admin

12/12/2015

Dagens topnyheder

Mens de fleste har hænderne oppe over hovedet efter den store klimaaftale i Paris er A.P. Møller - Mærsk skuffet. Shipping er blevet udeladt, og det irriterer den lyseblå erhvervskæmpe.

A.P. Møller - Mærsk, der via Maersk Line sidder på 15 procent af verdens containerskibe, havde håbet på, at der kunne blive opstillet globale krav shippingindustrien i Paris. Det faldt dog på gulvet.

- Vi er skuffede over, at det ikke er kommet med i den endelige aftale. Vi har længe skubbet på for, at shipping fik global regulering, men det er desværre ikke sket, siger chefrådgiver for klima hos A.P. Møller - Mærsk, John Kornerup Bang.

Det har umiddelbart været mindre udviklede lande, der har strittet imod, da de er nervøse for at blive forfordelt, hvis alle skal leve op til de samme mål. Shipping i tredjeverdenslande er ofte domineret af ældre skibe, der har en større miljøbelastning end nye.

Hos A.P. Møller - Mærsk mener man, at regulering er uundgåelig og at en fælles global regulering vil hindre, at rederier bare indflager skibe hos nationer med lempelige regler.

- Det er rigtigt vigtigt med global regulering, for det er en global industri. Regional regulering er for let at omgå, siger John Kornerup.

A.P. Møller - Mærsks Maersk Line vil dog også have en konkurrencemæssig fordel i global regulering. Rederiet har i årevis fokuseret på energieffektivitet og større spillere som Maersk Line vil have lettere ved at investere i nye teknologier.

- Det vil vi helt sikkert være en fordel for os. Vi mener, at det er vigtigt, at de, der er grønne og effektive, bliver belønnet. Det er kun sådan, man får gjort dem større, siger John Kornerup.

A.P. Møller - Mærsk vil tage handsken op til næste klimamøde, hvor man håber på at få regulering igennem.

- Vi giver ikke op så let. Vi tror måske også, at der er bedre muligheder næste år. På dette her møde var der mange tunge punkter, så shipping blegnede måske lidt.

/ritzau/