Den nordirske bannerfører Ian Paisley er død

Den nordirske politiker og prædikant Ian Paisley, der i sin 40 år lange karriere var kendt som bannerfører for protestanterne i den britiske provins, er død, 88 år, meddeler hans hustru, baronesse Eileen Paisley.

Paisley var Nordirlands førsteminister i 2007 og 2008 som repræsentant for DUP.

I den nordirske regering kom han til at dele magten med de nationalister, som han havde bekæmpet hele sit liv. Manden, som tidligere var blevet kaldt "Doctor No", forvandlede sig til "Doctor Yes".

Det blev anset for at være et historisk vendepunkt, da Paisley begyndte at arbejde sammen med Gerry Adams - hans tidligere fjende fra den militante republikanske bevægelse tæt på IRA.

Ingen af hans tilhængere kunne have forestillet sig det få år forinden, at han ville samarbejde med de tidligere fjender i den katolske lejr.

Paisley, der var sit partis leder fra 1971 til 2008, var i mange år kendt for et voldsomt sprog. Han har fordømt paven og kaldt den katolske kirke for "Babylons horer". Han har kaldt en leder af et andet unionistparti for "Judas", fordi han forhandlede med regeringen i Irland.

I 2010 meddelte han, at han trak sig ud af politik og ikke ville genopstille til det britiske parlament.

Ian Paisley blev født den 6. april 1926 i Ballymena i Nordirland. Hans far var præst, og det blev sønnen også, og han har fra en ung alder været involveret i den politiske kamp om Nordirland.

I 1964 krævede Paisley, at det irske flag skulle helt væk fra en gade i Belfast. Det blev ikke sidste gang, at krav og udtalelser fra Paisley førte til voldelige uroligheder i den britiske provins.

Hans berygtede storhedstid begyndte med de uroligheder, der greb om sig i 1968. Katolikkerne protesterede mod på alle niveauer i det nordirske samfund at blive undertrykt af det protestantiske flertal i provinsen.

Paisley var imod enhver form for indrømmelser til de katolske partier.

Når tv-billeder nåede ud til verden, var det en rasende Paisley, der igen og igen hvæsede "No surrender" - vi overgiver os aldrig.

Det var benzin på bålet, og det katolske IRA startede en krig mod protestanter og den britiske regering. Et forløb, der de næste 30 år kostede op mod 3500 mennesker livet.

Langfredagsaftalen fra 1998 med deltagelse af den britiske og irske regering etablerede et ny grundlag, som skulle føre til selvstyre i den britiske provins. Det var en proces, som Paisley gav en chance.

I 2007 førte det til den første selvstyreregering med deltagelse af Paisley unionsparti og Gerry Adams og Martin McGuinness katolske parti Sinn Fein.

Det var som en forvandling for Paisley, der ved præsentationen af den nye regering holdt en forsonende tale, der fik tilhørerne til næsten at tabe næse og mund.

- Jeg ønsker at hylde det arbejde, som han udførte i den sidste del af sit politiske liv ved at bygge aftaler og føre unionismen til en ny forståelse med republikanere og nationalister, siger McGuinnness i mindeord.

Ian Paisley var far til fem børn.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV