Den nye lufthavnschef på Bornholms Lufthavn er fundet

Skrevet af Elo Christoffersen

22/11/2013

Dagens topnyheder

Efter at Stephan Jensen valgte at opsige sin stilling tidligere på efteråret, har Trafikstyrelsen haft en proces i gang med at finde en værdig efterfølger. Det valg er faldet på den lokale Christina Dideriksen.

Christina kommer fra et job som områdechef hos NCC Roads, hvor hun har været ansat siden 2005. Hun har en ledelsesmæssig erfaring og har et stort lokalt engagement. Blandt andet er hun formand for Bornholms Museumsforening, der driver de to statsanerkendte museer Bornholm Museum og Bornholm Kunstmuseum.

- Vi er ikke i tvivl om, at Christina er den helt rigtige til at videreudvikle Bornholms Lufthavn og stå i spidsen for de godt 30 engagerede medarbejdere, der har deres daglige gang på lufthavnen, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Anne Heckscher Niebuhr.

Christina Dideriksen starter på lufthavnen den 1. januar 2014.