Den omstridte lobbyist for USA's invasion i Irak er død

Den irakiske politiker Ahmad Chalabi, som er kendt for sin nøglerolle under USA's invasion i 2003, døde tirsdag af et hjerteanfald i en alder af 71 år, skriver flere medier.

Mangemillionæren Chalabi var en mangeårig eksilleder med nære bånd til amerikansk efterretning og blev lanceret som Saddam Husseins mulige efterfølger af centrale personer i Det Hvide Hus.

Men eksillederen var en omstridt person og regnes som en af de vigtigste skikkelser i indsatsen om at overbevise USA's daværende præsident, George W. Bush, om, at regimet havde masseødelæggelsesvåben.

Store dele af de informationer, han gav til amerikanerne, viste sig at være falske.

Ifølge en udtalelse fra det irakiske parlament "døde (han, red.) denne morgen ... af et hjerteanfald".

Han blev fundet død i sin seng i sit hjem i Bagdad.

Han mistede sin amerikanske anseelse efter invasionen, da en stor andel af hans oplysninger om de påståede masseødelæggelsesvåben og tilknytningen til al-Qaeda viste sig at være falske.

Han blev desuden beskyldt for at give oplysninger til Iran efter invasionen, hvilket højnede hans agtelse i Iran, men svækkede den tilsvarende i USA.

Chalabi blev i sit fravær idømt fængsel i Jordan i 1992 for økonomisk svindel i forbindelse med et bankkollaps.

Han blev født i 1944 ind i en rig familie i Bagdad, forlod sit land i 1956 og brugte det meste af sit liv i Storbritannien og USA, hvor han modtog en doktorgrad i matematik.

Han stod bag et kurdisk oprør i det nordlige Irak i midten af 1990'erne, men hundredvis blev dræbt, og han flygtede senere. Da de amerikanskledede styrker overtog kontrollen med landet, vendte han dog hjem.

Nøglefigurer i den amerikanske præsidents administration håbede, at Chalabi og hans parti INC skulle sidde som midlertidig regering efter Saddams fald, men gruppen var hverken særlig vellidt eller udbredt i Irak.

Chalabi sad som formand for det USA-udnævnte regeringsråd efter invasionen og som vicepremierminister, men nåede aldrig de politiske højder, som han stræbte efter.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip