Den overmandede angriber bad om at få sit gevær igen

Den svært bevæbnede marokkaner, som blev overmandet af tre unge amerikanere på et tog mellem Amsterdam og Paris, bad dem om at få sit Kalashnikov-gevær igen.

- Det skete meget hurtigt, siger den unge studerende Anthony Sadler, som var med til at overmande manden, da han rejste sammen med to venner, Alex Skarlatos og Spencer Stone, der begge er medlemmer af USA's militær.

- Jeg forstod ikke, hvad der foregik, før jeg så en vagt løbe forbi. Jeg så tilbage og så en fyr komme ind med en Kalashnikov. Mine venner og jeg dukkede os, hvorefter jeg sagde, "Lad os tage ham", siger den 22-årige Skarlatos, som er medlem af Nationalgarden i Oregon, og som for nylig er vendt hjem fra Afghanistan.

Vi vidste ikke noget om, hvorvidt hans gevær virkede eller ej. Spencer løb bare mod ham, og hvis nogen var blevet skudt, så var det Spencer, så vi er blot meget heldige, at ingen blev dræbt, siger han.

Stone tog fat om den bevæbnede mand, men blev såret af flere knivstik.

- I samme øjeblik dukkede jeg op og rev geværet fra ham, og jeg begyndte at slå ham i hovedet, indtil han mistede bevidstheden, siger Skarlatos.

- Han havde ikke en chance, siger Sadler om angrebsmanden, som senere blev identificeret som en 26-årig med marokkansk baggrund.

- I samme øjeblik vi så ham, løb vi alle mod ham. Det sket virkelig hurtigt. Han sagde ikke noget. Ikke andet end "Giv mig mit gevær tilbage! Giv mig mit gevær tilbage!". Men vi blev ved med at slå ham for at uskadeliggøre ham.

Optagelser på en mobiltelefon, som er blevet vist på flere franske tv-stationer, viser, en spinkel mand, som er iført hvide bukser, og som ligger faldt i toget med bagbundne hænder og fødder.

Sadler siger, at Stone er indlagt med et knivsår fra kampen, men har det godt.

- Han kan ikke rigtigt tro, at alt dette skete, siger Sadler.

- Jeg er blot en universitetsstuderende, som skulle besøge mine venner i Europa, og så stopper vi en terrorist. Det lyder helt skørt, siger han.

Manden blev anholdt 10 minutter senere, da højhastighedstoget med 554 passagerer stoppede på stationen Arras i Nordfrankrig. En anden amerikansk passager blev også såret af angrebsmanden.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip