Den politiske situation spidser til i Tunesien

»Det, som (Mustapha, red.) Ben Jaafar gjorde, er en del af et internt kup. Det er et uacceptabelt kup,« siger Nejib Mrad fra regeringspartiet Ennahda til den lokale TV-station Al Mutawassit.

Mustapha Ben Jaafar er medlem af partiet Ettakatol, der er en del af landets koalitionsregering, som den sekulære opposition ønsker at afsætte fra magten. Han påtog sig tirsdag ansvaret for at suspendere forsamlingens arbejde, indtil dialog indledes mellem oppositionen og regeringen. Han henviste til den politiske krise, som landet blev kastet ud i efter drabet på oppositionspolitikeren Mohamed Brahmi i juli.

Drabet har fået adskillige medlemmer af oppositionspartierne til at boykotte forsamlingens møder.

Oppositionen kræver regeringens afgang, og regeringspartiet - det moderate islamiske parti Ennahda - udelukker enhver dialog, der forudsætter partiets exit fra regeringen. Dermed er situationen fastlåst, og formanden for den lovgivende forsamling revsede tirsdag partilederne for deres manglende evne til at tale sammen.

Den politiske krise har medført en stigende grad af uro i gaderne i Tunesien. Ifølge nyhedsbureauet Reuters protesterede mere end 40.000 tunesere natten til onsdag mod regeringen foran den bygning, som nationalforsamlingen mødes i.

Dagens Gossip

Dagens TV