Den sidste britiske kulmine lukker og slukker i Yorkshire

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Den sidste underjordiske kulmine i Storbritannien lukkede og slukkede fredag, da kulminearbejderne først på eftermiddagen forlod deres sidste skifte.

Dermed er en historisk æra slut for en industri, der engang var Storbritanniens største.

Arbejdere i orange overalls og hjelme strømmede ud af minen Kellingley Colliery i Yorkshire i det nordlige England.

Det har været arbejdsplads for 450 minearbejdere 800 meter under jorden.

- Dette er en trist dag for alle, der har været knyttet til minen. Men jeg er stolt over, at vi har gjort arbejdet sikkert og professionelt, siger kulminens manager, Shaun McLoughlin.

Kulmineindustrien har været på konstant tilbagetog, siden den daværende konservative premierminister Margaret Thatcher i 1980'erne vandt en magtkamp med kulminearbejdernes fagforening og gennemtvang lukningen af en række urentable kulminer.

Britisk kul drev den industrielle revolution frem og stod fadder for det britiske imperiums dominans i det 19. og 20.-århundrede.

Efter Anden Verdenskrig blev kulindustrien nationaliseret af Labour-regeringen, og stærke fagforeninger organiserede de mange kulminearbejdere.

I Thatchers regeringstid, der begyndte i 1979, dannede den britiske kulindustri ramme om en af de dybeste faglige konflikter i landets historie, da regeringen og kulminearbejdernes fagforening kæmpede hårdt om kulminernes fremtid.

Som del af Thatchers økonomiske politik blev kulminer lukket, og efter et par tilløb tog hun en konflikt med fagforeningen, der gav igen med en generalstrejke i 1984 og 1985.

Da strejken var på sit højeste nægtede 142.000 kulminearbejdere ifølge BBC at gå på arbejde.

Kul er i stigende grad kommet i miskredit, fordi det bidrager stort til den globale opvarmning. I kampen for at begrænse klimaforandringerne vil den britiske regering benytte sig af andre energikilder. Derfor lukker to af de tre kraftværker allerede i 2016.

/ritzau/AFP