Den svenske diva fra La Dolce Vita er død

Den svenske filmstjerne Anita Ekberg døde søndag, 83 år, oplyser de italienske medier. Ifølge Rai News døde skuespilleren på en klinik i byen Rocca di Papa uden for Rom.

Anita Ekberg er mest kendt for sin rolle som Sylvia i den italienske instruktør Frederico Fellinis "La Dolce Vita" fra 1960. Scenerne med Ekberg, der bader i Fontana di Trevi i Rom, er blevet en klassiker.

Anita Ekberg blev født 29. september 1931 i Malmø, hvor hun voksede op med syv søskende. Hun indledte sin karriere som fotomodel og vandt i 1951 skønhedskonkurrencen Fröken Sverige.

Gevinsten bragte hende til Miss Universum-finalen i USA, og derefter tog skuespillerkarrieren fart. Hun var med i filmen "Artists and Models" fra 1955 og "Hollywood or Bust" fra 1956.

Ekberg flyttede fra Sverige i begyndelsen af 1950'erne og vendte aldrig tilbage. Men hun fastholdt sine svenske rødder.

"La Dolce Vita", som på dansk kom til at hedde "Det Søde Liv", vandt Guldpalmen i Cannes og blev nomineret til fire Oscars.

Den vil ud over den berømte badescene også altid blive husket for at have lagt navn til ordet paparazzi - opkaldt efter en fotograf i filmen.

Anita Ekberg havde sit livs rolle som den arketypiske filmstjerne Sylvia Rank, der betager Marcello Mastroianni i al sin blonde frodighed.

- Det var mig, der gjorde Fellini berømt - ikke omvendt, har Anita Ekberg udtalt.

Den smukke svensker var nummer seks i en børneflok på otte og var som teenager modemodel. Hun stillede op i skønhedskonkurrencer og blev både Miss Malmø og Miss Sverige, men måtte i Miss Universe-konkurrencen tage til takke med en plads blandt de seks finalister.

Det rakte dog til en kontrakt som starlet hos Universal Studios i Hollywood, og Ekberg var i 1950'erne en af de populæreste pin-upper. Under Korea-krigen underholdt hun amerikanske soldater sammen med Bob Hope, og det blev efterhånden til småroller i film sammen med navne som Dean Martin og Jerry Lewis.

I 1956 fik Anita Ekberg en rolle i instruktøren King Vidors udgave af "Krig og fred" med Audrey Hepburn i den kvindelige hovedrolle. Efter det store gennembrud med "Det søde liv" hyrede Federico Fellini hende til sin anden store film fra 1960, "Boccacio '70", ligesom Ekberg optræder i Fellinis erindringsfilm "Intervista" fra 1987.

Anita Ekberg besøgte kun sjældent Sverige, hvor hun følte, at hun ikke blev anerkendt, men hun insisterede på, at hun skulle begraves i sit hjemland.

Anita Ekberg var gift med skuespillerne Anthony Steel og Rik Van Nutter og havde - ifølge populærpressen - kærester som Errol Flynn, Yul Brynner, Frank Sinatra, Gary Cooper og Fiats bestyrelsesformand Gianni Agnelli. Men hun fik ingen børn.

/ritzau/TT

Dagens Gossip