Den svenske prinsesse Madeleine har født en datter

Den svenske prinsesse Madeleine har født en datter, og det nye royale familiemedlem skal fejres med kanoner og flag, som traditionen foreskriver.

I Sverige vil kanoner både fredag og lørdag blive skudt af for at markere, at landet har fået en ny tronarving, skriver Dagens Nyheter.

Ved en kongelig fødsel skydes 21 skud af fra kanoner, der står rundt om i Sverige - blandt andet i Stockholm og Göteborg.

Derudover bliver flagene hejst både på det kongelige slot og det svenske regeringsparlament.

Prinsessen nedkom torsdag klokken 22.41 i den amerikanske storby New York. Både mor og datter har det godt, oplyser det svenske kongehus på sin hjemmeside.

Det er Madeleine og hendes mand, Christopher O'Neills, første barn.

I den aktuelle svenske tronfølge er Madeleine nummer fire efter kronprinsesse Victoria, prinsesse Estelle og prins Carl Philip.

Prinsessen, der i Sverige kaldes 'Madde', havde egentlig først termin den 25. februar.

Dronning Silvia nåede derfor ikke at komme til New York for at være til stede ved datterens fødsel, som det ellers var planlagt, skriver den svenske netavis expressen.se.

Til gengæld var Madeleines mand ved sin hustrus side under hele seancen.

Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill oplyste tidligere i år, at de havde bestemt sig for, at deres førstefødte barn skulle komme til verden i USA, ikke i Sverige.

Det er stadig uvist, hvilken titel den lille pige får. Heller ikke navnet er blevet oplyst af hoffet endnu.

Allerede i november fortalte prinsessen til pressen, at hun ventede sig en datter, og det satte øjeblikkeligt gang i spekulationer om, hvad barnet skal hedde.

Blandt favoritterne er ifølge svensk presse Elouise og Desirée.

Den svenske prinsesse forlovede sig oprindeligt med svenske Jonas Bergström i 2009, men forlovelsen blev brudt året efter. Inden da havde pressen skrevet om partnerens sidespring.

Efter bruddet flyttede Madeleine til New York, hvor hun har arbejdet frivilligt på fuld tid for World Childhood Foundation.

I New York blev hun kæreste med den britisk-amerikanske finansmand Chris O'Neill, som hun giftede sig med i Slotskirken i Stockholm 8. juni sidste år.

/ritzau/

Dagens Gossip