Den svenske regerings finanslov nedstemt

Sveriges regering får ikke sin finanslov gennem Riksdagen. Det stod klart klokken 16, da Sverigedemokraterna sikrede et flertal for de borgerliges forslag.

Udfaldet af afstemningen udløser en regeringskrise i Sverige.

Et flertal på 182 af de folkevalgte i Riksdagen stemte imod regeringens finanslovsforslag, hvilket gav et flertal for den borgerlige oppositions forslag, da budgetterne var oppe til afstemning onsdag eftermiddag. 153 stemte for regeringens forslag. Ingen undlod at stemme.

- Sverigedemokraterna har gjort alvor af truslerne om at vælte regeringen. Det er en svært alvorlig situation, siger kommentatorer på svensk tv.

Statsminister Stefan Löfven holder en pressekonference klokken 16.30, hvor han vil fortælle, hvad der skal ske nu. Regeringslederen kan enten indgive sin afskedsbegæring eller udskrive et valg.

Hvis statsministeren indgiver sin afskedsbegæring skal Riksdagens formand afgøre, hvem der skal lede nye regeringsforhandlinger.

Onsdag morgen tog parlamentet fat på en debat om det svenske statsbudget, og lidt efter middag kom meldingen om, at regeringen havde besluttet at sende sit forslag uændret til afstemning, selv om Sverigedemokraterna havde gjort det klart, at partiet ikke ville lægge stemmer til den rødgrønne finanslov i dens nuværende form.

Ingen partier har hidtil villet samarbejde med Sverigedemokraterna, som blev den helt store vinder ved valget i september, og det indvandrerkritiske parti har nu bragt sig i centrum ved at få regeringens finanslovudspil til at falde.

Trods Löfvens forsøg på forhandlinger med de fire borgerlige partier har hverken Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna rykket sig.

Med kun 137 mandater - eller 158 med Vänsterpartiet - er den rødgrønne regering afhængig af støtte fra mindst et af de borgerlige alliancepartier for at have flertal i Riksdagen.

/ritzau/

Dagens Gossip