Den tunge regn udeblev

Nattens varslede vandmasser blev til pletvise dryp.

»Der er kommet mest i Sønderjylland, men der er ikke kommet mere end ni til ti millimeter. De byger, der var der, trak ud over Nordsøen, og andre steder i landet lå nedbørsmængderne på to til tre millimeter, så det er meget almindeligt,« siger meteorolog ved DMI Bill Vejdegren.

Han understreger, at ni til ti millimeter regn normalt ikke bør skabe problemer for hverken bilister eller kælderejere, og at sidstnævnte ikke behøver frygte for oversvømmelser i den nærmest fremtid.

»Regnvejret er ved at være overstået, og der kommer efterhånden en opklaring, så vi får noget sol igen og stadig ganske lun luft med 15-20 grader i løbet af eftermiddagen,« siger Bill Vejdegren.

Solen bliver dog afløst af flere mørke skyer i løbet af aftenen og natten.

»Men de bliver relativt kortvarige og vil heller ikke skabe større problemer,« beroliger Bill Vejdegren.

Dagens Gossip