Denne by lader folk betale deres p-bøder med mad til fattige

Skrevet af Ninna Andreasen

18/11/2015

Dagens topnyheder

Hvis man bor i Lexington i Kentucky og har rigeligt med dåsemad, men samtidig rigeligt med ubetalte parkeringsbøder, så har byens parkeringsfirma en løsning, der hjælper på flere fronter.

Frem til den 18. december kan borgerne nemlig betale deres parkeringsbøder med mad i stedet for penge. Maden går til et lager til udsatte familier op mod jul. Det skriver Associated Press

De, som donerer 10 dåser mad, får 15 dollars - 104 kroner - i kredit på bøderne. Bilister, som har flere udestående bøder, kan få kredit for 10 dåser per bøde.

- En bøde kan betyde to måltider til sultne familier i Fayette County, siger direktøren for God’s Pantry, Means Guinn, der står for at uddele maden.

Projektet indbragte sidste år 6.200 dåser mad som betaling for bøder til udsatte familier.

Læs også: Bekymret mor kom ud fra hospitalet til en parkeringsbøde - men så fik hun en overraskende hilsen

Sidste år var det kun bøder for folk, som ikke havde kommet nok penge i parkometeret, der var omfattet af ordningen.I år gælder det alle former for parkeringsbøder udstedt i området - også af politiet. 

- Vi håber, at vi, ved at åbne programmet for alle typer af bøder, vil se større tal, siger Means Guinn.

Ingen dåser over sidste anvendelsesdato bliver accepteret.