Denne mand har rettet samme Wikipedia-fejl 47.000 gange

Skrevet af Sol Stoffregen

06/02/2015

Dagens topnyheder

Bryan Henderson er ikke typen, der finder sig i fejl. Fejl er til for at blive rettet, synes at være den 51-årige amerikaners motto.

I hvert fald har den pedantiske Bryan Henderson, der er en dataingeniør fra Californien, siden 2007 rettet den samme fejl på Wikipedia - og det er efterhånden sket 47.000 gange. Det skriver The Guardian.

Bryan Henderson er meget optaget af, om udtrykket "comprised of", som (kan) betyde "består af" bliver brugt korrekt på online encyklopædien Wikipedia, som kan redigeres af alle. Og det har fået den ihærdige "sprognørd" til at gribe ind 47.000 gange og ændre forkert brug af ordet.

I avisen The Independent omtales Bryan Henderson som den mest standhaftige og irriterende mand på nettet. Og tilnavnet "Wikipedias superstar" er begyndt at klistre til ham.

Læs også: Se listen: Det googlede danskerne i 2014

Der findes ingen andre, der redigerer enkelte ord på samme måde, som den amerikanske dataingeniør. Typisk er det faktuelle oplysninger på Wikipedia, der bliver korrigeret løbende.

Da Bryan Henderson ikke selv kan holde styr på alle Wikipedias utallige sider, har han lavet et program, som advarer ham om misbrug af ordet "comprised of".

For at informere andre om den rette brug af ordet har den utrættelige kriger lavet en særlig side ved navn "The correctness problem" på Wikipedia, der forklarer sagen fyldestgørende.

På trods af sit massive ordkløveri har Bryan Henderson både et fuldtidsarbejde og masser af hobbyer.