Departementschef: Løkke kendte til rod i Rønns ministerium

Det hævder hans tidligere departementschef fra Statsministeriet, Karsten Dybvad. Han er tirsdag i den varme stol i statsløsekommissionen, som skal forsøge at finde ud af, hvem i den politiske top der vidste hvad om bruddet på konventionerne.

Og ifølge Karsten Dybvad blev Løkke orienteret kort efter, at Integrationsministeriets daværende departementschef, Claes Nilas, havde fortalt Dybvad om ministeriets manglende overholdelse af konventionerne. Nilas fortalte angiveligt, at daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) stik imod reglerne havde afgjort, at Folketinget ikke skulle orienteres om ulovlighederne.

»Der er så mange småting, man orienterer om, og jeg gik bare over og sagde, at jeg havde haft besøg af Claes, og at det knaser en lille smule derovre. Jeg havde fået den her orientering, og det tog han (Lars Løkke, red.) bare til efterretning,« forklarer Karsten Dybvad om sagen, der endte med at koste Birthe Rønn ministerposten.

Det står i stærk kontrast til den forklaring, Lars Løkke gav af forløbet under et pressemøde i marts 2011. Han fortalte dengang, at han først fik kendskab til sagen, da dagbladet Information i januar 2011 første gang skrev om den årelange ulovlige praksis i Integrationsministeriet.

»For så vidt angår min egen person, så har jeg fået kendskab til denne her sag i takt med, at den sag er rullet op. Og jeg er ikke bekendt med, at det skulle forholde sig anderledes med hensyn til Statsministeriet,« lød det fra Lars Løkke 1. marts 2011.

Men ifølge Karsten Dybvad blev han altså orienteret allerede i 2009. Det skete ud fra devisen om, at »en statsminister aldrig må blive overrasket«, siger Karsten Dybvad, som i dag er administrerende direktør i erhvervsorganisationen Dansk Industri.

Om det efterfølgende forløb forklarer han, at han gik ud fra, at Integrationsministeriet selv havde løst problemet med den manglende overholdelse af konventionerne, indtil Information tog sagen op i 2011.

»Hvis vi ikke hører om det, så er problemet løst. Det er sådan set bare det,« siger Karsten Dybvad.

29. maj bliver det Lars Løkke Rasmussens tur til at forklare sin version af sagen, når han skal vidne for kommissionen.

Dagens Gossip