Departementschef om PET-sag: Ingen kommentarer

Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, lever normalt et liv på pæn afstand af Christiansborg-journalisternes tv-kameraer og mikrofoner.

Men efter en høring i Folketinget onsdag blev statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nærmeste embedsmand omringet af journalister.

Christian Kettel Thomsen blev gang på gang bedt om at svare på, om han orienterede Helle Thorning-Schmidt om PET-sagen.

Onsdag kom det frem, at Christian Kettel Thomsen i flere uger var bekendt med Morten Bødskovs (S) bortforklaring over for Folketingets Retsudvalg.

Ifølge politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell må man gå ud fra, at departementschefen har orienteret statsministeren om alle detaljer i denne sag. Er det tilfældet, vil Thorning på et tidligt tidspunkt have kendt til Bødskovs bortforklaring.

Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at kommentere sagen, og det samme gælder Christian Kettel Thomsen.

På vej gennem Vandrehallen mod Statsministeriet afviste Christian Kettel Thomsen gang på gang at svare på journalisternes spørgsmål.

- Jeg har ikke nogen kommentarer, lød fra Christian Kettel Thomsen.

Han blev blandt andet spurgt, om han blev orienteret om Bødskovs bortforklaring? Om han orienterede statsministeren? Om han besvarede de to mails fra Justitsministeriets departementschef, Anne Kristine Axelsson, der nu er fritaget fra tjeneste?

Om han vil lade sig afhøre under vidneansvar? Og om han på et tidspunkt vil komme med en redegørelse i sagen?

- Det har jeg ingen planer om lige nu, lød det kortfattet fra Christian Kettel Thomsen.

Spørgsmål: Hvad er din reaktion på, at oppositionen vil have dig undersøgt?

- Det er ikke mig, der bestemmer det, siger Christian Kettel Thomsen.

/ritzau/

Dagens Gossip