Der blev handlet flere boliger i 2013

Skrevet af Boligsiden.dk

29/01/2014

Dagens topnyheder

Der blev købt og solgt flere boliger i 2013 end i 2012. Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk, der er Danmarks mest besøgte boligsite. Opgørelsen dækker villaer, rækkehuse og ejerlejligheder.

I 2013 blev der solgt syv procent flere ejerlejligheder end i 2012, og der blev handlet to procent flere villaer og rækkehuse.

- Fremgangen i salget afspejler fremgangen i salgspriserne. Villaerne har haft en beskeden men ikke uvæsentlig fremgang, mens lejlighederne har taget et større spring opad, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, og fortsætter:

- Med det øgede antal bolighandler fortsætter tendensen, vi har set siden 2011, hvor der er kommet flere og flere boligsalg hvert år. Boliggryden er i kog, kan man sige.

Opadgående boligmarked

Det øgede antal handler generelt vidner om et boligmarked, der er for opadgående.

- I 2013 så vi mange indikatorer på, at det for alvor er vendt på boligmarkedet. Prisstigninger, lavere nedslag og kortere salgstider. Det er derfor ikke overraskende, at vi nu også har opgørelsen over, at der har været flere bolighandler. Det bekræfter blot tendensen, at der er kommet lidt mere fut under kedlerne på boligmarkedet, siger Birgit Daetz.

Flere penge til boligsælgerne

Samlet set  blev der solgt 6 procent flere villaer, rækkehuse og ejerlejligheder i 2013 end året før. Samtidig steg den samlede værdi af de handlede boliger i 2013 med  knap 16 % i forhold til 2012. Denne stigning i værdi dækker både over, at boligerne er blevet mere værd, men også at antallet af handler steg i 2013.

Den gennemsnitlige stigning i både antal handler og pris dækker dog over regionale forskelle, hvor byområderne klarer sig noget bedre end landområderne.

- Boligkøberne bevæger sig fra landet mod byen, og det giver en store efterspørgsel på lejlighederne. Det trækker priserne op, og får gang i handlerne, siger Birgit Daetz.

Antal handler – villa og rækkehuse

2011: 27.091
2012: 30.394
2013: 31.076

Antal handler – ejerlejlighed

2011: 9.127
2012: 11.548
2013: 12.346