Der er kommet lidt mere gang i kludene hos forbrugerne

Der kom lidt mere gang i tøjsalget i 2013/14, end folkene bag mærker som Tiger of Sweden, Peak Performance og By Malene Birger havde regnet med.

Samlet solgte IC Companys, der står bag tøjmærkerne, for over 2,5 milliarder kroner tøj til kunderne - og det er seks procent mere end året før.

IC Companys solgte tidligere på året tøjmærkerne InWear, Matinique, Part Two og Soaked in Luxury til DK Company. Salget skete, så tøjselskabet kan koncentrere sig om mærkerne Tiger of Sweden, Peak Performance og By Malene Birger.

- Jeg er det, man kalder jysk tilfreds. Vi er tilfredse, da vi er på en vej mod at forenkle vores forretning, og det går rigtig godt. Det her er første skridt, og det er gået bedre, end vi havde forventet, siger IC Companys-direktør, Mads Ryder, til Ritzau Finans.

Af regnskabet fremgår det også, at IC Companys med sine tre såkaldte Premium brands har fået et godt fundament for fortsat vækst og indtjening.

- Vi har generelt fin gang i forretningen, og vi arbejder meget struktureret. Efter salget af mange af vores mærker er vi ved at stabilisere os igen, og det er ikke lige noget, man gør "over night", siger direktøren.

Tøjet med Peak Performance i nakken solgte for helåret 2013/2014 for 929,6 millioner kroner, hvilket er et fald på en lille million kroner i forhold til året før.

Tiger of Sweden omsatte i 2013/2014 for 882,5 millioner kroner mod 768,3 millioner kroner forrige regnskabssæson. Og By Malene Birger omsatte for 326,6 millioner kroner mod 295 millioner kroner året før.

Resultatet af den primære drift endte i 2013/14 på 221 millioner kroner - en stigning på 8,6 procent i forhold til året før.

/ritzau/

Dagens Gossip