Der er nemmere at købe et våben end en hundehvalp i USA

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

USA's liberale våbenlovgivning splitter igen befolkningen og politikerne efter weekendens massedrab på en natklub.

Det er dog uden for diskussion, at det er nemt at anskaffe sig et slagkraftigt våben, som den semiautomatiske militærriffel, gerningsmanden anvendte til at dræbe 49 personer på natklubben med.

Faktisk er den amerikanske lovgivning indrettet, så det er nemmere at få fat i et våben end at få fat i en hundehvalp, konstaterer CNN.

- Køber du i en våbenforretning? Baggrundstjek og leveringstid kan måske forsinke dig - men kun en smule. Køber du fra en privat sælger? Med undtagelse af en håndfuld stater er der faktisk ingen forhindringer overhovedet, skriver tv-stationen på sin hjemmeside.

En hundehvalp eller kattekilling derimod kræver en større indsats.

- I de fleste tilfælde skal du være fyldt 21, fremvise id, og du kan blive bedt om at give personlige anbefalinger, skriver CNN.

I visse tilfælde vil dyreforretningen også aflægge køberens hjem et besøg, før kæledyret bliver overdraget.

Ved køb af våben er der derimod ingen krav om personlige referencer eller hjemmebesøg.

Det er også mere besværligt at sikre sig kørekort end et våben. Ud over id skal man også gennem en synstest og en skriftlig prøve før den afgørende køreprøve.

Køb af våben kræver derimod ingen dokumentation for, at man har færdigheder i at omgås dem.

Det er også mere langsommeligt at få et pas i USA. Op til seks uger tager det.

I en våbenforretning derimod bliver dit navn tjekket i et FBI-register, pengene bliver lagt på disken, og få minutter efter forlader de fleste så stedet med våbnet under armen.

Ønsker en amerikaner at slå en forkølelse ned med medicin, har loven også nogle begrænsninger, som ikke findes i våbenloven. Loven sætter et loft over, hvor meget forkølelsesmedicin en person må købe om måneden.

Derimod er der intet i den føderale lovgivning, som begrænser antallet af våben, man køber.

At blive skilt er også omstændelig affære sammenlignet med våbenkøb. Måske skal man vente en håndfuld dage på at få en ny pistol eller en riffel, mens man i visse stater skal væbne sig med tålmodighed i op til seks måneder før en skilsmisse er på plads ifølge CNN.

/ritzau/