Der er nu kun milliardærer blandt Danmarks rigeste

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

De rige er blevet endnu rigere.

De 100 rigeste danskeres samlede formue er det seneste år steget med 18 procent, og vil man på listen, skal bankbogen nu runde en milliard kroner, viser Berlingskes nyeste liste over Danmarks rigeste.

På rigmandslistens førsteplads sidder Lego-familien Kirk Kristiansen sikkert med en formue på knap 100 milliarder kroner, mens familien Louis-Hansen, der står bag Coloplast, ryger ind på en andenplads med en formue i 2014 på 35,3 milliarder kroner.

Familien efter Mærsk Mc-Kinney Møller indtager en sjetteplads med 13,5 milliarder på kontoen.

Sidste år kunne en formue på 800 millioner kroner sikre dig en plads blandt de 100 rigeste danskere, men i år skal der en milliard til.

At de riges formue vokser, kommer dog ikke bag på direktør i investerings- og rådgivningsvirksomheden Formuepleje, Henrik Franck. Det er blandt andet sket som konsekvens af, at aktiekurserne globalt er steget markant i løbet af det seneste år.

En række nye navne har i år indfundet sig på listen, og det glæder erhvervshistoriker Kenn Tarbensen, seniorforsker ved Erhvervsarkivet i Aarhus. Han forudser, at der vil ske markante ændringer på velhavernes liste i løbet af de kommende år.

- Om de (virksomheder på listen drevet af førstegeneration, red.) kan udvikle sig med succes og forstår at give handsken videre i familiens eje, må tiden vise. For 200 år siden var samfundets rigeste især godsejere, der gennem en århundredelang indgroet adfærd og gunstige arveregler gav herregården videre til næste mand i geleddet, som dog af og til var en umulius, der satte hele godset til.

- At være rigmand i nutidens erhvervsliv er jo lidt det samme, i hvert fald hvis man vil beholde virksomheden på familiens hænder. Men jeg tør godt æde min gamle hat på, at om 10 år vil listen se helt anderledes ud, siger han til Berlingske.

/ritzau/