Der er sat fuld tryk på afdragene

Danskerne har sat fuld tryk på afdrag af deres lån. Hver boligejer afdrager nu 4.990 kr. i kvartalet på deres gæld. Men i modsætning til tidligere er det de få, som betaler afdrag. De gør det til gengæld med fuld styrke.

Det er Danmarks Nationalbank, der netop har sendt helt nye tal for danskernes lyst til at høvle af på deres gæld på gaden.

Tallene viser, at i 1. kvartal 2013 gik 37 pct. af den ydelse, danske boligejere betaler for deres realkreditlån til afdrag. I samme kvartal i 2010 var det kun 26 pct. af lånets ydelse, som gik til ordinære afdrag.

Det svarer til, at der i dag afdrages 6,0 mia. kr. mod 4,8 mia. kr. i 2010. Det er naturligt nok den rekordlave rente, der gør det muligt for danskerne at betale mere af på deres lån.

Nordea Kredit påpeger, at de danske boligejere i dag i gennemsnit afdrager lige så meget på deres lån, som de gjorde tilbage i 2003. Forskellen er, at det dengang var de mange, der betalte afdrag. I dag betaler blot 43 pct. af boligejerne af på deres lån.

Boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, mener, at det er positivt med et højere afdrag, men der er en bagside af medaljen, fordi det langt fra er alle, der er med på vognen. Hun frygter derfor, at boligmarkedet bliver delt i et A- og B-hold, hvor det ene har fin muligheder for at realisere deres boligdrømme, mens det andet risikerer at være låst fast i deres nuværende bolig.

Mens Realkredit Danmark påpeger, at danskere, der betaler afdrag på deres realkreditlån, får dermed både i pose og i sæk i øjeblikket - en lav månedlig ydelse og et højt afdrag, og dermed større opsparing til dem selv.

»Der findes dog uden tvivl også danskere, der primært har anvendt afdragsfriheden til at løfte forbruget her og nu, og de danskere skal i hvert fald gøre sig klart, at afdragsfriheden har en pris i form af højere omkostninger til rente- og bidragsbetalinger af en højere gæld gennem lånets løbetid,« siger cheføkonom i RD, Christian Hilligsøe Heinig.

Dagens Gossip

Dagens TV