Der er skabt over 4500 fleksjob siden april

Fra april og frem til midten af august er der skabt 4520 nye fleksjob landet over, viser en opgørelse som Beskæftigelsesministeriet har fået lavet, skriver Avisen.dk.

Det er første opgørelse af sin art, efter regeringens indsats for at skabe nye fleksjob er fuldt udrullet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) glæder sig over udviklingen.

- Det vigtigste budskab er, at selv om vi er på kanten af en økonomisk krise, bliver der ved med at komme jobåbninger. Også til mennesker, der har været et stykke fra arbejdsmarkedet, siger hun til Avisen.dk.

Hun hæfter sig særligt ved, at mange af de nye fleksjob er såkaldte minifleksjob.

- Det er grundlæggende positivt. Det giver en indikation af, at det godt kan lade sig gøre at oprette fleksjob til mennesker, der kun kan være med få timer om ugen, siger Mette Frederiksen til Avisen.dk.

Opgørelsen tyder på, at den nye bonusordning på 25.000 kroner spiller en vigtig rolle.

Den gives til virksomheder, der ansætter en person med meget begrænset arbejdsevne få timer om ugen, og 55 procent af de nye fleksjob er ansættelser i små fleksjob.

Enhedslisten er overordnet positivt over de mange nyansættelser.

- Det viser først og fremmest, at når man gør noget offensivt, kan man skaffe flere fleksjobpladser, siger Christian Juhl, arbejdsmarkedsordfører i Enhedslisten til Avisen.dk.

Han er til gengæld skeptisk over for, at 55 procent er ansat under ti timer. Christian Juhl mener, at det store tal giver "En ubehagelig smag i munden".

Den seneste tid har der været flere sager fremme om kommuner og virksomheder, der spekulerer i den bonus på 25.000, man kan få for at ansætte en svag fleksjobber, og på at ansætte stærke fleksjobbere til langt færre timer, end de faktisk kan arbejde.

Derfor vil Christian Juhl tale med beskæftigelsesministeren om at få undersøgt, om de mange, der har fået fleksjob under ti timer, faktisk også har en lille arbejdsevne

/ritzau/

Dagens Gossip