»Der måtte godt komme et par stykker af hans slags i hver generation«

Samarbejdet går 35 år tilbage til 1978 i Pakistan, hvor IFU lavede det første investeringssamarbejde med Haldor Topsøe. Det løb frem til 2003, og var et af IFUs mere vellykkede projekter i form af både afkast og positive udviklingseffekter i landet.

»Det, der var specielt ved ham, var, at han var meget optaget af udviklingslande og af at fremme økonomisk udvikling i disse lande. Det var ikke kun et spørgsmål om afkast. Investeringerne skulle være med til at udvikle landene, og derfor blev der også investeret i lokalsamfundet.« siger Torben Huss, vicedirektør i IFU.

IFU og Haldor Topsøe Gruppen byggede derfor også skoler og boliger i de lande, hvor de investerede i blandt andet gødningsproduktion. I 1990 investerede de sammen igen i Bangladesh, hvor IFU stadig er aktionærer sammen med Haldor Topsøe-gruppen. Her rejste Haldor Topsøe ned for at besøge investeringen i en alder af 99 år, fordi det var vigtigt for ham.

Haldor Topsøe-gruppen ser da også løbende på nye investeringer sammen med IFU. Og de seneste år er mødeaktiviteten gået op, fordi der er blevet kigget på muligheder i både Afrika og Asien. Men selv om alderen gik samme vej, deltog Haldor Topsøe aktivt.

Det var gennem disse møder Torben Huss mødte Haldor Topsøe for første gang var næsten 16 år siden.

»Jeg fik det indtryk, at han var med inde over alle større beslutninger i virksomheden. Og det, der var bemærkelsesværdigt, var, at han var aktivt deltagende i møderne helt frem til det sidste,« siger Torben Huss.

Haldor Topsøes skarpe hjerne er en af de ting, der står stærkest i Torben Huss' hukommelse. I en alder af 99 holdt Haldor Topsøe sig stadig up to date med, hvad der foregik i de lande, han investerede i.

»Han var ikke bare et utrolig varmt menneske, han var også lynende skarp til det sidste. Han kunne gå ind og tale om lokalpolitiske forhold i Nigeria, hvis det var der, vi havde en partner fra,« siger Torben Huss.

For IFU har Haldor Topsøe derfor haft en enorm stor betydning, han var en vigtig samarbejdspartner og en stor støtte for IFU.

»Han kommer helt sikkert til at mangle, men jeg tror han har efterladt sig så stærkt et mærke på sin virksomhed, at vores samarbejde fortsætter. Han var jo en stor personlighed, som både kombinerede det at være en succesrig erhvervsmand med også at være et varmt og humanistisk menneske, som var oprigtigt optaget af at løse nogle samfundsproblemer,« siger Torben Huss og tilføjer:

»Der måtte godt komme et par stykker af hans slags i hver generation.«

 

Dagens Gossip

Dagens TV