Der meldes om få civile dødsfald i Syrien efter våbenhvile

Siden våbenhvilen i Syrien trådte i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag, er der sket et "kæmpe fald" i antallet af dødsfald blandt civile. Det oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder torsdag.

Således har 24 civile mistet livet i løbet af de første fem døgn med delvis våbenhvile i det krigshærgede land.

De dræbte omfatter blandt andre fem kvinder og seks børn, oplyser gruppen.

- Alene fredag, som var dagen før, at våbenhvilen trådte i kraft, døde 63 civile, herunder 11 børn, siger direktøren for den London-baserede gruppe, Rami Abdel Rahman.

Ifølge ham blev 38 civile i gennemsnit dræbt hver dag i februar.

Siden konflikten i Syrien brød ud i marts 2011, er flere end 270.000 mennesker - heriblandt flere end 79.000 civile - blevet dræbt.

Våbenhvilen er forhandlet i hus af USA, Rusland og flere stormagter, og både det syriske regime og 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen. Våbenhvilen har betydet, at en stor del af kampene i Syrien har været stoppet siden lørdag.

Islamisk Stat (IS) og al-Nusra Fronten er ikke en del af våbenhvilen og er derfor fortsat mål for luftangreb i landet.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip