Der skal flere danske fødevarer på de udenlandske hylder

Udenlandske forbrugere skal i endnu højere grad end i dag sætte tænderne i danskproducerede fødevarer. Det er ambitionen hos fødevareminister Dan Jørgensen (S), der torsdag har lanceret en ny strategi på områder.

Regeringen vil satse på bæredygtighed og høj fødevaresikkerhed, fremgår det af strategien. Der er blandt andet afsat 30 millioner kroner til eksportfremme, ligesom der vil blive ansat medarbejdere med viden om fødevarer på ambassader rundt omkring på de mest attraktive nye markeder.

- I Danmark er vi dygtige til at producere sikre kvalitetsfødevarer, der vil blive efterspurgt af en stærkt voksende global middelklasse.

- Den vil efterspørge sikre, bæredygtige fødevarer af høj kvalitet, og det er netop det, Danmark er god til. Derfor tror jeg, at der er et stort potentiale i den her strategi, siger Dan Jørgensen i forbindelse med præsentationen.

Strategien skal øge eksporten til en række nye vækstmarkeder, blandt andet Kina.

På den måde undgår man afhængighed af enkeltlande som eksempelvis Rusland, der i øjeblikket boykotter fødevarer fra Vesten, hvilket har kostet Danmark eksport for cirka 3,5 milliarder kroner.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mener, at den nye strategi vil være givtig for virksomhederne på lang sigt.

- Mange danske fødevarevirksomheder er særligt pressede lige nu på grund af udviklingen i forholdet til Rusland, og de har brug for en hjælpende hånd.

- Derfor har vi allerede lavet en eksportomlægningspakke, og med denne nye strategi vil danske fødevareproducenter være endnu bedre rustet til at finde nye markeder til gavn for fastholdelsen af danske arbejdspladser, siger han.

De danske fødevareproducenter eksporterede i 2013 for 153 milliarder kroner, hvilket svarer til cirka 25 procent af den samlede danske vareeksport.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV