»Der skulle ske noget«

Efter tirsdagens tabte holdtidskørsel sørgede Cavendish og et øjensynligt skarpt fokuseret QuickStep-kollektiv for at genrejse moralens vemodige vimpel med den savnede etapesejr. Det var samtidig nummer 24 for 28-årige Mark Cavendish, som dermed er tredjemest vindende etapejæger i Tour-historien og blot ti sejre fra at tangere legenden Eddy Merckx.

At det skulle komme så vidt på en smuk dag i udkanten af Marseille, lå faktisk ikke i kortene fra den gyldne morgenstund, bedyrer QuickSteps danske sportsdirektør Brian Holm.»Jeg ringede til dem ovre på Orica-Greenedge for lige at give en klar melding om vores dagsorden. Vi ville ikke sidde og føre hele dagen for Mark, hvis det skulle vise sig, at han ikke kunne komme med over stigningerne. Forleden på Korsika havde vi kalkuleret med, at han skulle tabe to minutter, da det gik opad, men på toppen var han ti minutter efter. Nu gik det meget bedre i dag, og derfor tager vi over mod slutningen, netop fordi vi ikke vil have, at der er hold som sætter et tempo så højt, at Mark risikerer at ryge af. Det var taktiske årsager med en klar bagtanke,« analyserede Brian Holm.

Det gennemkalkulerede holdarbejde fra QuickStep omsatte Cavendish i noget, der lignede et rent »straffespark« med 150 meter til mål. Faktisk var ingen i nærheden af at kunne true den sejrsvante brite, som efterfølgende endda kunne afsløre, at han ikke er helt fit.

»Jeg har det meget bedre nu, end da løbet startede. Men jeg er stadig ikke hundrede procent i orden. Men moralen på holdet er høj, og vi fortsætter, hvor vi slap i Giro d’Italia,« lød det selvsikkert fra eks-verdensmsteren, som i den italienske rundtur snuppede fem etapesejre og løbets pivrøde pointtrøje.

Gennemsigtig

På løbets 6. etape i dag kan der sagtens være mere guf og champagne i vente for Holm og Cavendish. De 176 km fra Aix-en-Provence til Montpellier ligner på papiret en rendyrket sprinteretape, og taktikken er derfor mere gennemsigtig end hidtil i Tour de France nummer 100,« erkender Holm.

»Det bliver sikkert en sprinteretape. Jeg har allerede sludret med både Argos-Shimano og Lotto om, hvem der skal ofre hvad på vegne af deres sprintere. Eftersom vi har vundet i dag (i går, red.) kan det godt være, vi må ofre to mand på at sidde og køre efter det forventede udbrud, så må de andre smide en enkelt mand ind. Vi kommer formentlig først til at lukke op, når der mangler 60 km,« forklarer Holm forlods før dagens ridt mod Montpellier.

Skærpet kamp

Den gule førertrøje tilhører stadig australske Simon Gerrans fra GreenEdge, som formentlig kan holde den frem til Pyrenæerne.

Til gengæld er kampen om den grønne pointtrøje gået ind i en skærpet fase med Cavendish’ sejr, som bragte ham et pænt skridt tættere på fænomenet Peter Sagan, som fører med 111 point mod de 76 til Cavendish og Katushas norske skyggesprinter?Alexander Kristoff.

»Vi bliver ved at køre efter den grønne trøje helt til Paris, selv om det er lidt af en opgave. Men så længe han ligger to eller tre i konkurrencen, forsøger vi. De andre kan jo altså også styrte og brække et kraveben,« siger Brian Holm.

Dagens Gossip