Der var fart på beskæftigelsen i november

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

Antallet af lønmodtagere i Danmark steg pænt i november 2015, hvor der blev 5000 flere lønmodtagere i arbejdsstyrken end måneden før.

Dermed steg beskæftigelsen med 0,2 procent, oplyser Danmarks Statistik. 5000 flere i beskæftigelse er et højt tal, siger Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen.

- Det er et rigtig højt tal. Over det meste af 2015 blev der nemlig "kun" skabt omkring 3000 nye job om måneden i gennemsnit, skriver han i en kommentar.

Stigningen i november er større end den gennemsnitlige månedlige stigning fra januar til oktober på 3400 lønmodtagere.

Ifølge Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, overrasker beskæftigelsen positivt, og han mener, at dansk økonomi befinder sig i et opsving.

- Der findes ikke en præcis definition af, hvornår økonomien er i opsving. Men beskæftigelsen er steget stort set uafbrudt i 31 måneder, og der er 85.400 flere lønmodtagere end i foråret 2013, siger Las Olsen i en skriftlig kommentar.

- Det afspejler først og fremmest, at der igen er kommet gang i efterspørgslen. Ikke bare herhjemme, men også i Europa som helhed, hvor der også er stigende beskæftigelse, tilføjer han.

Ifølge Las Olsen er det dog ikke, fordi der er økonomisk jubelstemning:

- Når man alligevel mærker krisestemning mange steder hænger det blandt andet sammen med, at den økonomiske vækst ikke er imponerende, sammenlignet med tidligere opsving.

Ifølge Mette Hørdum Larsen, økonom i LO, er den økonomiske optur da også kun i sin begyndelse.

- Dansk økonomi befinder sig i starten af et opsving. Et opsving, der ventes at tage til i styrke, og på den baggrund er der udsigt til, at jobfremgangen i den private sektor fortsætter, siger Mette Hørdum Larsen i en kommentar.

Det er beskæftigelsen i det private, der trækker fremgangen i november. Inden for offentlig forvaltning og service faldt antallet af lønmodtagere således med 800.

/ritzau/