Derfor blev Kate Moss smidt af fly

Kate Moss er ud over sit unikke udseende også kendt for alkoholmisbrug, anholdelser, stoffer og iltre udbrud, og nu kan den 41-årige supermodel tilføje endnu et punkt på listen af skandaler, der efterhånden er lige så lang som hendes stænger.

Under en flyvning mellem den tyrkiske by Bodrum og den engelske hovedstad, London, flippede Moss fuldstændig ud over, at hun ikke kunne få sin yndlingssandwich.

Derfor var der ikke flag og kindkys klar i ankomsthallen, da flyet landede, men derimod politi, der eskorterede den sultne supermodel ud.

En af Moss' medpassagerer, Ian Thorne, fortæller om modellens mad-amok til avisen The Sun.

- Jeg sad sovende bagest i flyet, men vågnende af hendes skrigeri. Hun sad sammen med en ven, da de flejnede ud over, at flyet ikke havde flere sandwich tilbage af den slags, hun gerne ville have, fortæller øjenvidnet og fortsætter:

- Flypersonalet tog en pause og spiste deres mad, da Kate sarkastisk skreg: "Det er fandeme  i orden for dem, at de sidder og spiser pasta, mens vi er sultne". Hun snakkede virkelig grimt, og en af stewardesserne så ud til at blive ked af det, tilføjede Thorne.

Flyselskabet EasyJet bekræftede søndag over for BBC, at der havde været en hændelse, og at "man ikke tolererer forstyrrende adfærd, og at episoder som disse altid bliver rapporteret til politiet", mens politiet i Bedfordshire ligeledes bekræftede episoden.

- Vi blev tilkaldt for at hjælpe mandskabet med at eskortere en passager væk fra et fly, der ankom til Luton i eftermiddags, meddelte politiets talsmand i en pressemeddelelse.

- Passageren havde været forstyrrende om bord på flyet. Vi sendte derfor folk derud, og de eskorterede passageren væk fra flyet. Dog blev der ikke indgivet formelle klager, og hun blev ikke anholdt, tilføjede myndighederne.

Meget apropos blev Kate Moss spottet af en talentspejder i en lufthavn, da hun var 14 år. Hendes karakteristiske udseende har gjort hende til en af verdens bedst betalte og mest eftertragtede supermodeller.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip