Derfor bragte Jyllands-Posten karikaturerne

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

30. september er det ti år siden, at Jyllands-Posten udkom med 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed, hvoraf den mest kendte viser ham med en bombe i turbanen.

Forud var gået et forløb, der startede med en børnebog:

* 16. september 2005 udsendte Ritzau telegrammet "Danske kunstnere bange for kritik af Islam", hvori det beskrives, at forfatteren Kåre Bluitgen havde vanskeligt ved at få danske tegnere til at illustrere sin kommende børnebog om profeten Muhammeds liv.

* Tegnerne afviste blandt andet Bluitgen med henvisning til drabet på den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh og en gruppe unges nylige overfald på en underviser fra Carsten Niebuhr Instituttet, der havde læst højt af koranen for ikke-muslimer.

* Senere samme dag bragte Ritzau et interview med præsidenten for Dansk PEN - journalist Anders Jerichow - der blandt andet sagde: "Det er dybt alarmerende, hvis det skulle blive sådan, at skribenter eller billedkunstnere ikke skulle turde være med i dansk debat af frygt for repressalier fra gale mennesker."

* Dagen efter udkom Politiken med historien "Dyb angst for kritik af islam", og i de følgende dage bølgede debatten.

* Det fik Jyllands-Posten til at opfordre cirka 40 tegnere til at tegne deres bud på Muhammed "som de så ham", men kun 12 af tegnerne indvilgede.

* De 12 tegninger bragte Jyllands-Posten 30. september i forbindelse med artiklen "Muhammeds ansigt", hvor avisens kulturredaktør Flemming Rose akkompagnerede karikaturerne med en tekst.

Kilde: Ritzau, TV2, Jyllands-Posten

/ritzau/