Derfor droppede Athletic-stjerne United

Den spanske landsholdsspiller Ander Herrera var blandt andet en af de spillere, som David Moyes ikke lykkedes med at hente. Flere medier har skrevet, at Herrera og United var blevet enige om en aftale - og at United bare manglede at forhandle de sidste detaljer på plads med Athletic Bilbao.

Nu står Ander Herrera dog selv frem og fortæller, at han ikke på noget tidspunkt var tæt på et skifte til England:

- De sidste 24 timer var meget mere stille for mig, end hvad mange har sagt. Jeg var ikke til noget lægetjek, som det ellers er påstået. Athletic har været mere ærlige og har holdt deres løfter over for mig, siger han i et interview med den spanske avis AS og fortæller videre:

- Hvis skiftet skulle være blevet til noget, skulle United have betalt min frikøbsklausul - og det var de ikke villige til. Havde de været det, skulle de også have overbevist mig om, at jeg skulle forlade Ahtletic. Og det ville de have haft meget svært ved, siger han,

- Selvfølgelig er det smigrende, når United byder på dig, men jeg er meget glad i Athletic. Det er en fantastisk klub, lydet det fra Herrera.

Ifølge flere engelske medier vil David Moyes byde på Herrera, når transfervinduet åbner til januar. Men her skal de dog ikke forvente, at midtbanespilleren er klar på et skifte:

- Mange mennesker har fortalt mig, at pressen påstår, at United vil byde på mig til januar, men det bruger jeg ikke tid på at spekulere over. Vi har et fantastisk hold og et flot nyt stadium. Jeg vil gerne være med til at færdiggøre, hvad vi har startet, siger han og fortæller, at hvis Athletic gerne vil forlænge hans kontrakt, er han klar til at indlede forhandlingerne:

- Jeg er meget tilfreds med min nuværende kontrakt, lige som alle andre spillere her. Men hvis klubben gerne vil forlænge min kontrakt, er jeg klar til at sætte mig ned med dem. Jeg er kun 24 år, så vi må se, hvad der sker, siger han.

Manchester United bød angiveligt 29 mio. euro for Herrera - altså et godt stykke under hans frikøbsklausul på 36 mio. euro. 

Dagens Gossip