Derfor er Dong i en alvorlig situation

Det statsejede energiselskab Dong er i en alvorlig økonomisk situation, og derfor giver det god mening, at selskabet forhandler med Finansministeriet om at få tilført kapital.

Det mener Jens Houe Thomsen, som analyserer selskabets virksomhedsobligationer i Jyske Bank.

- Dong har en gæld, som er højere, end den nuværende indtjening lægger op til, og derfor er de i risiko for at blive nedgraderet af kreditvurderingsinstitutterne, forklarer han.

- Hvis Dong ikke får den her indsprøjtning, så stiger risikoen for, at deres kreditvurdering bliver nedgraderet, så bliver deres gæld dyrere, og det betyder, at man tjener færre penge, påpeger analytikeren.

Han henviser til, at Dong efter de første ni måneder af 2012 havde et underskud på 2,4 milliarder kroner.

- De har meget gæld, og en nedgradering vil være en alvorlig situation. Det er ikke en konkurs, men det er en alvorlig situation, konstaterer han.

Dong meddelte i forbindelse med virksomhedens seneste regnskab, at man ville frasælge aktiver for 10 milliarder for at nedbringe gælden, som ved udgangen af september lød på 33,2 milliarder kroner.

Men ifølge Weekendavisen har Dong problemer med at få en tilfredsstillende pris for britiske og hollandske gaskraftværker, som man ønsker at afhænde.

Derfor mener Jens Houe Thomsen også, at det lyder fornuftigt, at Dong forsøger at hente penge hos staten.

- Det giver god mening, fordi markedet i øjeblikket er sådan, at man godt kan sælge, men der er nogle aktiver, især inden for gas, hvor prisen er presset på grund af den lave pris på gas.

- Derfor kan det være rart at købe sig noget tålmodighed ved at lave en aktieemission, vurderer analytikeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV