Derfor er en ren Venstre-regering svær for Løkke

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

Efter at Lars Løkke Rasmussen (V) søndag opgav forhandlingerne om en borgerlig flertalsregering, er spørgsmålet nu, hvordan en kommende regering i stedet skal se ud.

I den sammenhæng nævnes især to mulige regeringer: Venstre og Dansk Folkeparti i en fælles regering eller en væsentligt mindre regering kun bestående af Venstre.

Og sidstnævnte mulighed vil stille Lars Løkke Rasmussen i en svær situation, siger professor Tim Knudsen, der forsker i den danske regerings ledelse og organisation.

- Hvis vi får en ren Venstre-regering, så skal den finde flertal på kryds og tværs og til højre og venstre, og det kan blive svært og meget anstrengende, siger han til Ritzau.

Med sine 34 mandater vil en mindretalsregering kun bestående af Venstre være tvunget til at finde de nødvendige mandater rundt omkring i folketingssalen.

- Regeringen vil køre træt og måske også løbe ind i nogle nederlag, og der er ingen tvivl om, at det vil være meget anstrengende for Lars Løkke Rasmussen at være statsminister i en ren Venstre-regering, lyder det fra Tim Knudsen.

Derfor mener han heller ikke, at ren Venstre-regering vil kunne holde i særlig lang tid.

- Min vurdering er, at en ren Venstre-regering formentlig ikke vil holde så længe. Man kan ikke sige det med sikkerhed, men sandsynligheden for, at den holder i tre-fire år, er ikke særlig stor, siger Tim Knudsen.

Efter mandagens dronningerunde åbnede Kristian Thulesen Dahl (DF) en smule mere op for at gå i regering. Hvis regeringsgrundlaget "er i orden", vil Dansk Folkeparti være klar til at gå i regering, sagde Thulesen Dahl efter mandagens besøg hos dronningen.

Og det vil være godt for Venstre at få et andet parti med i regering, mener Tim Knudsen.

- Hvis Venstre får nogle andre med i regering, så har man nogle faste aftaler og et regeringsgrundlag, som de skal holde sig inden for.

Der kan dog også opstå en situation, hvor Lars Løkke Rasmussen kan ende med ganske gode kort på hånden, hvis han står alene i regering.

På forhånd vil det blive en udfordring at få partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til at samarbejde, men hvis de to partier pludselig står til tilbagegang i meningsmålingerne, kan billedet se anderledes ud.

- Hvis de andre partier begynder at få dårlige meningsmålinger, så kan Lars Løkke Rasmussen true med et valg, og så bliver de måske mere føjelige til at indgå forlig, lyder det fra Tim Knudsen.

/ritzau/