Derfor giver din mobil dig 'fantomvibrationer'

Skrevet af Jesper Larsen

01/01/2016

Dagens topnyheder

Pludselig føles det som om, at ens telefon vibrerer i lommen, men når man tager den op og ser efter, har man hverken fået et opkald eller en sms. 

Forskere har nu undersøgt fænomenet, som de har valgt at kalde fantomvibration-syndrom, hvilket de betegner som psykisk tilstand, hvor mennesker uvidende bilder sig selv ind, at deres telefon ringer. 

Ifølge undersøgelsen har op mod 90 procent af alle med en mobiltelefon oplevet fænomenet, hvor ens krop er overbevist om, at telefonen vibrerer. 

Og forskerne mener nu, at de har fundet årsagen til følelsen af fantomvibrationerne. 

Den udbredte brug af mobiltelefoner har lært vores hjerner, at vi skal tolke enhver vibration, som var det en mobiltelefon, der ringer. 

Den amerikanske teknikforsker Robert Rosenberg sammenligner det med, hvordan kroppen vænner sig til briller. 

- De bliver næsten en del af dig, hvor du glemmer du har dem på. Og telefonen i lommen håndteres på samme måde af hjernen, siger han til Daily Mail. 

Men han peger også på, at fænomenet især er udbredt hos folk, der er meget bekymrede for at misse et opkald eller en SMS, hvilket får kroppen til at være uhyre sensitiv overfor vibrationer, som hjernen så tolker som et opkald eller SMS. 

Her vil kroppen omgående tolke tøj, der bevæger sig, eller en spasme i musklen som telefonens vibration.

Fænomenet er ikke helt nyt. Tidligere har personsøgere gjort det samme med mennenesker, inden mobiltelefonen tog over. 

Og hvis man gerne vil undgå fantomvibrationerne, har forskeren kun et enkelt råd: Fly telefonen rundt mellem flere lommer, så det ikke kun er en del af kroppen, der mærker de reelle vibrationer. 

Efter undersøgelsens konklusion, er Robert Rosenberg dog stadig i tvivl om, hvorvidt fantomvibrationer er et problem. 

- Når de fleste brugere siger, at de ikke finder det særligt irriterende, så rejser det spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er et problem, siger han til Daily Mail.