Derfor kollapsede Meat Loaf på scenen

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Midt under sin optræden med kæmpehittet "I'd Do Anything For Love" i den canadiske by Edmonton torsdag aften skælvede benene pludseligt under den verdenskendte musiker Meat Loaf, som kollapsede og faldt om.

Efterfølgende blev sangeren hastet til hospitalet, hvor meldingen om den 68-årige rocksangers tilstand nu heldigvis er positiv.

- Meat Loaf kollapsede torsdag aften på grund af alvorlig dehydrering i slutningen af sin koncert på Northern Jubilee Auditorium i Edmonton, Alberta Canada, skriver hans team på sangstjernens officielle Facebook-side.

- Han blev indlagt på et nærliggende hospital for at gennemgå rutineundersøgelser. Hans vitale tegn er stabile og normale - yderligere tests bliver foretaget, men han er kontaktbar og i bedring, lyder det videre.

Ifølge erklæringen forventer Meat Loaf sig hurtig og fuld helbredelse og sender samtidig en tak for al støtten og hilsnerne om god bedring, men indtil videre er musikerens fremtidige koncerter aflyst.

Kollapset sker få dage efter, at Meat Loaf aflyste to canadiske koncerter i henholdsvis Calgary og Moose Jaw tidligere på ugen.

Musikeren er besvimet under to tidligere koncerter i henholdsvis 2003 og 2011, og sidste sommer aflyste han alle sine koncerter uden officiel grund.

Meat Loaf slog igennem i 1977 med "Bat Out of Hell"-albumtrilogien og har udgivet 13 album, hvoraf det seneste, "Braver Than We Are", udkom tidligere på året.

Privat er han gift og far til to.

Læs opslagene her: https://www.facebook.com/MeatLoaf/?fref=nf

/ritzau/FOKUS