Derfor overspiser du når du er træt

En god nattesøvn er vigtig for os alle, og faktisk så har voksne mellem 30 og 60 år brug for at sove mellem syv og otte timer hver nat, mens ens søvnbehov falder når man kommer på den anden side af de 60 år, hvor vi har brug for mellem fem og syv timers søvn.

Men det er ikke alle der bare kan falde i søvn, når de ligger sig under dynen.

Kan man indhente et søvnunderskud? Få svaret på søndag.dk, hvor vi gennemgår kendte søvnmyter

Søvnproblemer kan skyldes noget rent fysisk, for eksempel uro i benene, natlige hvilesmerter eller søvnapnø. Fælles for disse er, at man bliver utrolig træt om dagen. Søvnproblemer kan også skyldes depression eller stress. Det kan du få vurderet hos din læge.

- Men langt de fleste søvnproblemer skyldes, at vi ganske enkelt ikke forbereder os på søvnen. Vi sjusker. Ser fjernsyn, arbejder på computeren, spiser lige inden sengetid. Alle aktiviteter, der er vågenheds-stimulerende, lyder det fra SØNDAGs sundhedsekspert læge Charlotte Bøving.

Vi handler mere usundt når vi er trætte

Og en dårlig nattesøvn resulterer ikke kun i træthed. Det kan også betyde, at vi spiser mere end vi har behov for, og at vi er mere tilbøjelige til at træffe usunde livsstilsvalg.

- Får vi ikke vores nattesøvn, viser forskning, at vi har betydeligt sværere ved at træffe de sunde livsstilsvalg den følgende dag. Eksempelvis ligner de signaler, som hjernen sender, når vi er henholdsvis sultne og trætte, hinanden. Når vi er trætte, tror vi, at vi er sultne – og dermed øges risikoen for overspisning og for at træffe de forkerte valg. På samme måde viser forskning, at vi handler betydeligt mere usundt i supermarkederne, når vi er trætte – og dermed tror, vi er sultne, forklarer hun.

Derfor skal kvinder sove 20 minutter længere end mænd – læs det på søndag.dk

Der er flere faktorer der skal være i orden, hvis man vil give sig selv de bedste forudsætninger for at få en god nattesøvn, forklarer hun.

Sovepiller afkorter den dybe søvn

Vi skal have et godt soveværelsesmiljø, hvor der er mørke, stilhed og god temperatur. Derudover bør madrassen være af god kvalitet, ligesom dynen bør være tempereret. Kæledyr i soveværelset kan også virke forstyrrende. Motion sent på aftenen kan også virke forstyrrende på nattesøvnen, fordi der under motion frigives blandt andet endorfiner i kroppen, som er stimulerende.

- Alkohol og for eksempel kaffe virker også søvnforstyrrende. Halveringstiden for koffein er cirka seks timer, så snup en tidlig af slagsen. Sovepiller virker faktisk også uhensigtsmæssigt på nattesøvnen. Man falder godt nok hurtigt i søvn, men de forstyrrer og afkorter den dybe søvn, som er nødvendig for, at vi føler os udhvilede, forklarer Charlotte Bøving.

5 tips til at sove godt

- Hjernen skal have tid til at geare ned inden søvnen. Undgå at arbejde og se fjernsyn i soveværelset.

- Temperaturen skal være rigtig i soveværelset (ca. 17 grader).

- Madrassen skal være tilpasset den enkelte. Husk at madrassen ændrer sig med tiden, derfor skal den skiftes en gang imellem.

- Vælg den dyne og hovedpude, der passer til dig. God idé med en sommer- og vinterdyne.

- Søvnen er lige så vigtig for din krop som kost, vand og motion.

Af SØNDAGs sundhedspanel/NewsDesk Aller Media

Dagens Gossip