Derfor skal du ikke udlevere dit telefonnummer til Facebook

Skrevet af Michael Lauritsen

20/12/2013

Dagens topnyheder

Når Facebook beder om dit telefonnummer, er det for at sikre din Facebook-konto, men også for at sikre, at du ikke opretter flere konti.

Det er nemlig en overtrædelse af Facebooks vilkår at have mere end en konto.

Men det er problematisk, skriver Forbrugerrådet Tænk, der advarer mod at oplyse telefonnummeret.

- Vi har forståelse for, at Facebook gerne vil sikre sig, at deres brugere er dem, de udgiver sig for at være. Men som bruger skal man virkelig tænke sig godt om, inden man deler sit telefonnummer med Facebook, siger Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

Hun påpeger, at et telefonnummer er meget personligt og kan nå forbrugeren helt ind i stuen.

Og når man overdrager sit nummer til Facebook, så vil det på sigt formentlig nå det sociale medies mange millioner samarbejdspartnere, da Facebook løbende ændrer deres vilkår.

- Endelig er det problematisk, at ens telefonnummer automatisk føjes til tidslinjen, hvis man ikke selv er opmærksom på at begrænse delingen, siger Anette Høyrup.

Facebook må ikke kontakte dig uden tilladelse, og, ifølge deres vilkår, bruges telefonnummeret til at sikre, at du er dig, og at du kun opretter forbindelse til Facebook med én konto.

Men dit telefonnummer kan fremgå af din tidslinje, fra det øjeblik du oplyser det til Facebook. Det er derfor dig selv, der skal ændre dine indstillinger, hvis dit telefonnummer skal være skjult.

Sådan vælger du, hvem du deler dit nummer med:

Gå til din tidslinje.

Klik på knappen Opdater oplysninger (under dit coverbillede).

Find afsnittet Kontaktoplysninger, og klik på Rediger.

Brug målgruppevælgeren til at vælge, hvem der skal kunne se dit mobilnummer.

Klik på Gem.