Derfor slap Glæsner med tre måneders karantæne

Mads Glæsner blev testet positiv for det ulovlige stof Levmetamfetamin på baggrund af en dopingprøve afgivet umiddelbart efter VM-finalen på 400 m fri den 14. december 2012 i Istanbul, hvor han vandt bronze. Anti Doping Danmarks direktør, Lone Hansen, forklarer, at den relativt korte karantæneperiode har to årsager.

For det første hører stoffet, Levmetamfetamin, under gruppen af såkaldte ’specificerede stoffer. Det gør det, fordi atleten, hvis han er uheldig, ville kunne indtage stoffet uden at have intention om, at det skal have en præstationsfremmende effekt. Indenfor de uspecificerede stoffer spænder karantænemulighederne fra et år til en advarsel.

Og hvis atleten skal have mindre end et års karantæne - og det er her årsag nummer to kommer på banen - skal han have en plausibel forklaring på, hvorfor stoffet er kommet ind i kroppen. Han skal også kunne fremvise det produkt, som han henviser til.

I Mads Glæsners tilfælde var der tale om, at han havde sprayet Levmetamfetamin op i næsen fra en Vicks-inhalator mod stoppet næse. Den amerikanske udgave af inhalatoren indeholder, modsat den danske, det ulovlige stof. Den 24-årige svømmer forklarede efterfølgende, at der ved VM skete en forbytning af netop en amerikansk og dansk Vicks inhalator. Fina har sammenholdt de to årsager, og det har altså resulteret i, at Glæsner blev idømt tre måneders karantæne. 

- Det er en forholdsvist mild straf, men han er altså taget med det her stof i kroppen, der er på dopinglisten, og derfor fik han dommen. Man pålægger altså atleten et vist ansvar, siger Lone Hansen.

Både Anti Doping Danmark, Dansk Svømmeunion, WADA og Mads Glæsner selv kan anke dommen.

Glæsners karantæne begyndte den 19. marts. Dermed kan den danske svømmer hoppe i konkurrencebassinet igen allerede tirsdag.

Dagens Gossip