Derfor snakker du i søvne



Du opdager det ikke selv, men måske fortæller din partner dig, at du har sludret det halve af natten, eller måske er det din partner, der vækker dig med sine snakkerier.

At tale i søvne er et normalt fænomen både hos børn og voksne, skriver Videnskab.dk

Her har de talt med professor og leder af Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Sygehus, Poul Jennum:

- Når man sover, foregår der i hjernen en aktiv hæmning af motoriske udtryk. Det er den hæmning, der gør, at vi for eksempel ikke begynder at bevæge os, når vi sover, og den forhindrer os også i at tale, siger Poul Jennum.

Han fortæller at hæmningen af de motoriske udtryk engang imellem kan svigte og så gør kroppen ting, den ellers ikke burde gøre, når man sover, såsom at tale eller gå i søvne.

Børn taler mest i søvne
Det er typisk, når vi er yngre at vi taler i søvne, det har cirka halvdelen af alle børn prøvet.

Men er man over 25 år og taler meget i søvne, kan det have en medicinsk eller psykiatrisk årsag. Blandt andet kan almindelig feber, forskellige typer medicin, følelsesmæssig stress eller misbrug af alkohol eller stoffer, forårsage at de natlige ordstrømme øges. Det skriver Webmd.

Hemmelighederne blir ikke afsløret i søvne
Men hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler i søvne? Er ordene en del af vores drømme, eller er det her, vi afslører vores inderste hemmeligheder?

Ingen af delene, fastslår Poul Jennum.

Han fortæller, at søvnsnakken sker i non-REM-søvn og ikke i drømmesøvnen. Snakken og bevægelserne under søvnen er derfor som regel udtryk for automathandlinger, som styres i basale dele af hjernen og er ikke udleven af drømmene:

- Man kan heller ikke regne med at få hemmeligheder eller andre særlige oplysninger ud af folk, mens de sover. Det kan man også lige så godt opgive, siger Poul Jennum.

Øv, så nytter det altså ikke noget at vente på, at din søvnsnakkende partner skal afsløre, hvad der ligger til dig under juletræet i år.

 

Dagens Gossip