Det, vi kalder rigsdansk, er i virkeligheden københavnsk dialekt. Men hvem har bestemt, at det skal være det universelle danske sprog? Det har videnskab.dk sat sig for at finde ud af.
I gamle dage talte og skrev danskerne som det passede dem. En tingbog ude på landet blev skrevet med den lokaledialekt.
I dag taler vi ens med få regionale forskelle, og vi må ikke selv bestemme, hvordan vi har lyst til at stave.
Læs også: Din dialekt afslører dig
En af grundene til, at vi blev mere og mere københavnske, er, at København var og er magtens centrum i landet. Her lå Danmarks eneste universitet, så hvis man ville have en høj uddannelse, måtte man lære sproget.
Bøger blev også med tiden mere ensrettede i stavning, blandt andet fordi, at der blev trykt flest bøger på Sjælland.
Den første retsskrivningsordbog kom i 1872.
Indtil 1970 var holdningen, at vi alle skulle tale ens. Siden kom der nye skoleretningslinjer, hvor man slog fast, at man ville bevare dialekterne.
- Men der er det for sent, og man kan ikke genopfriske dialektsamfundet i dag, for det har man afskaffet, siger Tore Kristiansen, professor i sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
Han mener, at hvis f.eks. Sønderjylland havde været centrum for magt, havde det set ganske anderledes ud.
- Sprogligt set kunne rigsdansk lige så godt have været sønderjysk. Og så var det den dialekt, vi alle kunne forstå. Det er udelukkende et spørgsmål om tilvænning og vane, siger Tore Kristiansen.
